Siden er under ombygning.

	Begrebet dialektik er et af de vigtigste filosofiske begreber, som tilmed har affødt utallige filosofiske kontroverser gennem filosofihistorien. Ordet er en forkortelse af det græske dialektike techne, som betyder kunsten at tale sammen. Vi genfinder begrebet i det danske ord dialog. Dialogen er afgørende for filosoffen. Dialogen var således helt central for Sokrates, som i dag nærmest står som et ikon for filosofien. Sokrates spadserede rundt i Athens gader og talte med sine atheniensiske medborgere. Sokrates gik og undrede sig og stillede mange spørgsmål om mennesket og dets placering i samfundet. Disse spørgsmål blev forløst gennem dialogen, hvor samtalepartnerens standpunkter blev undersøgt nøje med ny erkendelse som mål. Sokrates hævdede dog ikke at have erkendt sandheden. Samtalen slutter derfor ofte med at hverken Sokrates eller samtalepartneren har fundet sandheden men at erkendelsen netop er den stræben, der skaber større sandhed eller sammenhæng. På den måde er dialogen en mulighed for at hæve sig op over det umiddelbare og genfinde en større sandhed. Dialektik bliver ad den vej en enhed af modsætninger. Med andre ord har hverken Sokrates eller samtalepartneren patent på det sande, og så alligevel har de begge ret, idet begge modsatrettede synspunkter er en del af sandheden. Filosofi er dermed ikke blot at vide eller erkende noget, men snarere at opnå større klarhed og indsigt i det jeg stadig ikke ved men fortsat vil prøve at forstå.
	Kierkegaard var dybt inspireret af Sokrates. For Kierkegaard er det afgørende at hvert enkelt menneske opnår større klarhed om sig selv. Sagt med andre ord, at hver enkelt menneske bliver sig selv ved at træde i eksistens. Kierkegaard skrev derfor ikke i et typisk akademisk sprog men skrev til det enkelte menneske, som herigennem skulle finde sin egen placering i livet. Dialogen var således afgørende for Kierkegaard, som den var for Sokrates. Det kan i øvrigt tilføjes, at også Kierkegaard vandrede rundt i gaderne hver dag, som en anden Sokrates, og talte med datidens københavnere.
	I den konstruktive dialog forsøger samtaleparterne at nedbryde modsætninger. Dialektik kan således samtidig defineres som det at nedbryde modsætninger eller rettere at se modsætningerne i en større sammenhæng. Denne tanke går længere tilbage end til Sokrates og rører ved noget meget centralt. Vi må her forstå den måde Heraklit bruger begrebet dialektik på, som kan siges at være den første store filosof i den vestlige tænknings historie. Heraklit spørger, hvordan noget både kan være det samme alt imens alt er i stadig forandring. Heraklit bruger selv floden som et billede på, at alt forandrer sig. Vi skal her forestille os en flod, hvor vandet strømmer og derfor konstant er i bevægelse. Vi kan forestille os, at vi bor tæt ved denne flod og derfor ofte går en tur ned til floden. Hver gang vi er nede ved denne flod bemærker vi dens konstante foranderlighed. Vi er dog samtidig bevidste om, at det er den selv samme flod vi går ned til fra tid til anden. Der opstår nu følgende paradoks. Hvordan kan den samme flod både siges at være i konstant forandring og samtidig siges at være uforanderlig? Dette paradoks kaldes i filosofien for forandringsproblemet, og er et af de allerførste filosofiske spørgsmål, der er blevet stillet i den vestlige tænknings historie. Spørgsmålet går i sin essens ud på, hvordan noget på den ene side kan siges at være i konstant forandring samtidig med at være den eller det samme. Meget nærliggende kan vi nu stille det samme spørgsmål angående mennesket. Vi er alle bekendt med, at vi som mennesker er i konstant forandring. Både fysisk og psykisk er vi i en konstant udvikling fra fødsel til død. Alligevel hedder jeg Jacob Birkler, og jeg kan ikke blot genkende mig selv, idet jeg ser mig selv i spejlet hver morgen, andre vil tilmed kunne gøre det samme, også selvom de ikke har set mig i mange år. Jeg bliver tilmed af de fleste jeg omgås betragtet som den samme person, der bliver ved med at være Jacob indtil jeg dør. Men hvad er det egentlig ved min person, eller alle andre personer, der forbliver det samme? Det er her vi finder spørgsmålet om personlig identitet.
	Identitet kommer af det latinske ‘idem’, som betyder ‘den samme’, ‘én og samme’ eller ‘den selvsamme’. Helt overordnet er det herudfra muligt, at tale om tre former for samme-hed. For det første har vi den numeriske identitet (logisk identitet), som er det forhold en genstand har til sig selv. En ting, eksempelvis en kop, er den samme kop, selvom den går i stykker. Jeg er den samme person, selvom jeg er ung/gammel, får fuldskæg, eller har fået foretaget transplantationer såvel som amputationer. Den numeriske identitet er derfor en tings eller persons enhed i rum og tid. Vi kan også kalde det selvidentitet. Dernæst har vi den generiske identitet, som er en artsidentitet. Denne type identitet har jeg mange af. Jeg er eksempelvis af en vis race, europæer, skandinav, dansker, jyde osv. Den generiske identitet er derfor en ting eller persons tilhørsforhold til en bestemt klasse eller gruppe. Til slut har vi den kvalitative identitet, som angår egenskaber. Jeg kan således kvalitativt identificeres, som værende tyndhåret, underfundig, grinende med brune øje og har derfor noget tilfælles med andre personer med samme egenskaber. Den kvalitative identitet er på den baggrund en tings lighed med andre ting i bestemte henseender. Generelt for disse tre typer identitet er det forhold, at vi taler om noget, der på samme tid forener og adskiller. På den ene side kan vi tale om identitet, som noget objektivt, uforanderligt, evigt, umisteligt, noget givet osv. På den anden side er identitet også det subjektive, foranderlige, flydende, skiftende, opfundne, historiske osv. Af den grund bliver identiteten både noget essentielt, dvs. noget en ting eller person er til enhver tid, samtidig med, at identitet er noget konstrueret dvs. noget, der som en grænse hele tiden ændrer sig. Jeg bliver således ved med at være Jacob (numerisk identitet) samtidig med at jeg kan skifte fra at være århusianer til at være esbjergenser (generisk identitet).
	Samlet set vil vi med brugen af identitetsbegrebet tale om forskelle og ligheder, hvor jeg som menneske netop opstår/består på baggrund af denne enhed af forskel og lighed (dialektik). Med identitet leder vi hele tiden efter, hvad noget er og ikke er. Lidt mere filosofisk formuleret leder vi efter en enhed, men gør det ikke uden at se på flerhed. Hvis jeg derfor siger, at jeg har forandret mig fuldstændigt siden min barndom, så anvendes jo netop ordet ‘jeg’. Jeg forudsætter derfor eksistensen af noget, som ikke forandrer sig. Jeg må af den grund medtænke noget uforandret, idet jeg taler om personlig forandring. Da vi taler om personlig identitet, kan vi dog ikke blot betragte os selv ved en identificering, af hvem jeg som person er og ikke er. Jeg må tilmed kontinuerligt tænke på det ved min person, som ligner andre personer og som er forskelligt fra andre personer. Bruger vi derfor det lidt uheldige udtryk ‘at miste sin identitet’, så kan det forstås således, at jeg ikke har gjort mig klart, hvad jeg ligner, og hvad jeg ikke ligner, hvem jeg er og ikke er, og hvordan jeg er forskellig fra nogle samtidig med at ligne andre. Skal jeg modsat finde min identitet eller skabe min identitet så må jeg spørge: ‘På hvilken måde er jeg et køn? (kønsidentitet), hvordan er jeg en del af et samfund? (national identitet), hvem er jeg som fagperson? (faglig identitet)’. Alle disse spørgsmål og mange flere er spørgsmål, der med rette kan stilles i forbindelse med den personlige identitet. Når jeg derfor spørger; ‘hvem er jeg?’, kan der være forskel på, hvilke forskelle og ligheder jeg vægter højest, eller hvor jeg sætter skarpeste grænser. Lad mig give et eksempel. Jeg er taget til Kina i en sommerferie. Efter at have talt med en del kinesere oplever jeg store forskelle og identificerer mig selv som europæer. Jeg siger til mig selv; her er jeg som europæer, og der er de som kinesere. Jeg skaber således en identitet udfra mine ligheder med andre europæere og de mange forskelle, der eksisterer i forhold til kineserne. Er jeg derimod rejst til Frankrig vil jeg måske opleve mig selv som dansker. Er der kontroverser angående bevillingerne til et nyt kulturhus i København, vil jeg måske se mig selv som jyde. Flytter jeg som århusianer til Esbjerg vil jeg anderledes se mig selv som århusianer. Er der stridigheder i nabolaget i forbindelse med planerne om en ny parkeringsplads, vil jeg givetvis identificere mig med visse naboer. Bliver jeg skilt fra min kone er grænsen pludselig flyttet helt ind til mig selv som person. På den måde kan vi sige, at grænserne for min personlige identitet, som jeg oplever den, flytter sig, alt afhængig af, hvad der rører sig i min bevidsthed. Samtidig er det udfra eksemplet vigtigt at forstå den personlige identitet som værende skabt af mine relationer til min omverden. Som før nævnt kan jeg således identificere mig selv i forhold til mit køn, min alder, mit land, mit arbejde osv. Helt essentielt er min forståelse af de ligheder og forskelle, jeg finder i forhold til andre personer, med til at skabe min identitet. Vi kan kalde denne position for inter-relationisme, idet identiteten skabes i forholdet mellem personen og de relationer personen har til sin omverden.
	Vi har nu set på begrebet dialektik udfra begreberne dialog og identitet. Begrebet har imidlertid langt flere betydninger og dybere mening end det er blevet antydet her. Den filosof som har arbejdet mest dybdegående med begrebet dialektik er uden tvivl Hegel, der placeres som et knudepunkt i den nyere tids filosofi. For Hegel er selve den måde vi tænker på dialektisk. Når jeg derfor skal forstå noget må jeg både forstå, hvad noget er, men også hvad det ikke er. Ser vi eksempelvis på selve ordet ‘væren’, kan dette ord ikke forstås uden at medinddrage ‘ikke-væren’. Når noget således bliver til eller skabes så sker det både udfra væren og ‘ikke-væren’ eller ‘ingen-ting’. Dette kan lyde meget abstrakt. Lad os derfor se på et eksempel. Da jeg blev født blev der skabt noget, der allerede eksisterede og noget der ikke eksisterede. På den ene side er jeg et produkt af mine forældre, som allerede eksisterede og på den anden side er jeg samtidig noget nyt, dvs. noget som ikke fandtes før. På den måde kan vi sige, at jeg er et produkt/enhed af væren og intet. Det er dog ikke kun vi mennesker, der isoleret set er et produkt af modsætninger. Hele virkeligheden med alt det der virker og ikke virker sker udfra en dialektisk proces iflg. Hegel. Eksempelvis udvikler verdenshistorien sig dialektisk, idet simple modsætningsfyldte samfundsformer efterhånden afløses af mere komplekse og i sidste ende mere harmoniske samfundsformer. Skemaet tese-antitese-syntese passer derfor på Hegels tænkning, selvom han aldrig selv benyttede disse begreber. Netop Hegel var den vigtigste inspirationskilde for Marx, der langt mere konkret beskrev, hvordan bestemte samfundsformer gradvist bliver afløst af nye. Med Marx ser vi et af de mest synlige beviser på, hvordan filosofien har ændret verden på godt og ondt.